Tag med på den 5 kilometer lange etape fra havnebyen Hirtshals til Tornby Klitplantage. På etapen kan du opleve den majestætiske kystlinje og indlandsklitterne, mens du følger stien gennem Vestvendsyssels beskyttede og fredede natur, der har et rigt fugle- og planteliv. Undervejs på ruten er der mulighed for at besøge Hirtshals Fyr, Bunkermuseet Hirtshals og Tornby Klitplantage.
Hirtshals-Tornby
Hirtshals Fyr
Hirtshals fyr ligger på toppen af Stenbjerg, 22 meter over havet, og er byens levende vartegn, der har guidet søfarende i mere end 150 år. Fyrtårnet blev indviet i 1863 og er et symbol på byens stolthed og maritime arv. Fyret i sig selv er 35 meter højt, og når du har taget en tur op ad de 144 trin, befinder du dig 57 meter over havets overflade og kan lade dig betage af udsigten over Vesterhavet og Skagerrak. I maskinstuen kan du dykke ned i fyrets fascinerede historie og se en udstilling af effekter fra en svunden tid.
Fyret 2, 9850 Hirtshals
Bunkermuseet Hirtshals
Hos Hirtshals Bunkermuseum kan du udforske et af Danmarks bedst bevarede tyske forsvarsanlæg fra Anden Verdenskrig og se, hvordan tyske soldater levede og arbejdede. Området, der strækker sig over 450 x 750 meter, fungerer i dag som et frilandsmuseum, og er enestående, fordi det er det nærmeste, man kommer på et fuldt udgravet bunkeranlæg i Danmark. Med 54 udgravede bunkere ud af 70 i alt samt talrige kanon-, mortér og maskingeværstillinger er det et paradis for historieinteresserede. I en af bunkerne er der indrettet en informationsudstilling, som giver indsigt i perioden.
Du kan besøge bunkermuseet hele året rundt, døgnet rundt. Under din vandring mellem bunkerne får du ikke kun et glimt af historien, men også af områdets storslåede natur og nyde synet af byens vartegn, Hirtshals Fyr. I sommerperioden kan du deltage i rundvisninger omkring Bunkermuseet og komme helt tæt på både bunkerne og historien.
Vendsyssel Historiske Museum, Fyret 3, 9850 Hirtshals
Tornby Klitplantage
Tornby Klitplantage ligger helt ud mod kysten og er en højtliggende, vindudsat vestkystplantage, hvor århundreders spor efter sandflugt ses tydeligt. På trods af størrelsen på blot 548 hektar er klitplantagen rig på varierende natur: Det kuperede terræn byder på dybe og frodige ådale, og høje udsigtspunkter med havudsigt.
Med både vandre- og cykelstier, mountainbikespor, rideruter og hundeskov har du rig mulighed for at opleve klitplantagen og samtidig bruge naturen aktivt. Ikke mindst gemmer plantagen også på en særlig perle: vikingeborgen Yxenborg, som især benyttes til kulturelle arrangementer og rollespil. Du kan også finde 12 store sagnsten i Tornby Klitplantage, der knytter sig flere historier til; efter sigende bankede vikingerne skotske slavers skæg fast med kiler i Slavestenens huller, så slaverne var spændt fast, mens vikingerne tog omkring i området.
Tornby Klitplantage, 9850 Hirtshals
Du kan finde vej til etapen med offentlig transport ved brug af Rejseplanen og Hærvejsappen. For at komme til etapens startpunkt, skal du indtaste destinationen ‘Hirtshals Station’ på Rejseplanen. Når du er fremme, kan du bruge Hærvejsappen til at finde vej ud til Hærvejen.
Rejseplanen: www.rejseplanen.dk
På denne etape kan du få et stempel i dit Hærvejspas ved Hirtshals Kirke.