Etapens 16 kilometer giver dig et stærkt indtryk af naturen i Vestvendsyssel med det kuperede klitlandskab, mens du vandrer på stier ved strand og klit. Foruden andre oplevelser kan du på etapen opleve Skallerup Strand, Skallerup Kirke samt Bækslugten.
Tornby-Lønstrup
Skallerup Strand
Du vil se, at sandet ved Skallerup er mørkere end andre strande. Det mørke sand, også kendt som tungsand, indeholder jernholdige mineraler fra havet, hvilket giver stranden dens karakteristiske udseende. Trods den mørke nuance er sandet ikke forurenet, så du kan trygt nyde den børnevenlige strands fine badeforhold, strandfiskeri eller en vandretur langs Hærvejen.
Skallerup Strand ligger i tilknytning til en række høfder, en konstruktion af store sten, som skal beskytte stranden og kysten mod den naturlige erosion. Når det stormer fra vest, bortskylles store mængder sand, som føres med strømmen nordpå. Kysterne nord og syd for Lønstrup eroderes af havet, og derfor rykket kysten årligt en til to meter mod øst.
Skallerup Klit, Lønstrup, 9800 Hjørring
Skallerup Kirke
Næsten helt skjult bag tæt bevoksning i det ellers beskedne klitsogn finder du Skallerup Kirke. Kirkens historie strækker sig helt tilbage til middelalderen, hvor kirken blev opført i 1100-tallet og udbygget med det karakteristiske vesttårn i 1400-tallet. Kirken består i dag af et romansk kor og skib, flankeret af vesttårnet fra 1400-tallet, sakristi og våbenhus fra sengotisk tid.
Kirken er bygget af granitkvadre på skråkantsokkel. Mens norddøren er tilmuret, står syddøren stadig åben og byder dig velkommen. I korets sydmur kan du stadig se de originale vinduer, hvor to rundbuede monolit-overliggere er indsat.
Grønne Klitvej 306, 9800 Hjørring
Bækslugten, Naturkatestrofen i Lønstrup
På etapen fra Tornby til Lønstrup kommer du forbi Bækslugten. Bækslugten er udfaldet af en naturkatastrofe, der skete i Lønstrup den 11. august 1877, på hvad der ellers begyndt som en rolig sommerdag, men som ændrede byens landskab for altid.
I den lille fiskerby, Lønstrup, som er vant til Vesterhavets luner og erodering af kysten, ramte en naturkatastrofe fra en helt anden side end havet. Et pludseligt skybrud med en tordenfyldt himmel og voldsomme vandmasser fra oven, som byen sjældent havde set, forvandlede det ellers fredelige landskab til kaos. Marker stod under vand, broer og veje blev revet væk, og den stille bæk, der sneg sig gennem byen, blev til en rasende flod. Bækken tog træer, huse og udhuse med sig i havet og efterlod en halvtreds meter bred og femten meter dyb slugt, der delte byen i to – Bækslugten.
I løbet af den halvanden time skybruddet havde taget ophold over Lønstrup, forsvandt syv huse, og flere mure måtte efterfølgende rives ned på grund af nedstyrtningsfare, men ingen mistede livet.
I dag er Bækslugtens sider dækket af bevoksning, men du kan tydeligt fornemme, hvordan naturen den sommerdag i 1877 forandrede Lønstrups landskab.
Strandvejen 89, 9800 Hjørring
Du kan finde vej til etapen med offentlig transport ved brug af Rejseplanen og Hærvejsappen. For at komme til etapens startpunkt, skal du indtaste destinationen ‘Horne Station’ på Rejseplanen. Når du er fremme, kan du bruge Hærvejsappen til at finde vej ud til Hærvejen.
Rejseplanen: www.rejseplanen.dk
På denne etape kan du få et stempel i dit Hærvejspas ved Tornby Bådehus.
Tornby-Lønstrup